Se, Dagen har fløjet til Ende,
Fugl Føniks naaet sit Maal —
begge dens Vinger brænde,
de synke i Solens Baal.
Den ene Vinge er buet
i Glød af den flammende Sol,
som Funker er Dunene luet
højt op mod den blaanende Pol.
De lange Slagfjer falmer
med døende Askeglød,
de synker som visnede Palmer
ned over Dagens Død.
Saaledes til Jordens Ende
skal Dagene brænde bort
og fødes paany og vende
— og Livet tykkes for kort.
Til Madskab og fyldte KrybberSulten os hjemad bar.
Men Livet drypper og drypper
i Tidens bundløse Kar.
Bag Nætternes gitrede Bure
Hjerterne fyldes med Gru:
De tusind dikkende Ure
dikke Tiden itu.
Og selv vi véd, hvad vi vove:
Skønt Livet er altfor kort;
den ene Halvdel sove
som døsende Dyr vi bort.
Vi lever af Livets Naade
og naar ikke Fremtidens Land:
Hver Aften formindskes vor Flaade,
et grundstødt Skib staar i Brand.