Det blæser, blæser, blæser,
og alle Træer neje sig,
det gamle Løv det hvæser,
de nye Blade dreje sig.
Den stride Storm ad Marken staar
— se dèr fløj Hatten af dit Haar:
Mens Drenge række Næser,
den vilde Jagt ad Vejen gaar.
Det blæser, blæser, blæser,
og gennem Buksebenet staar
som tynde Stilke dine Laar
— de dumme Blæst-Fadæser!
Og Vinden Kviste kapper
og river Rakler af hvert Træ.
Trangbrystig Luft du snapper
og gaar i Storm til dine Knæ,
og frygter for de talte Haar,
der stejlt paa Hjerneskallen staar,
mens Stormen rask dem rapper —
en hel Paryk i Løbet gaar.
Thi Vinden snapper, snapper
og gaar til Ben og gaar til Marv
og frisker op lidt Sygdoms-Arv
i dine Hjerteklapper.
Den trævler Rosens Blade
og spytter Blomster over Vang,
den vipper Fugl af Stade,
den gaar sin raa Vandalergang,
den plyndrer selve Livets Træ
paa Godt og Ondt — i Ny og Næ
dets Frugter tager Skade.
O ve, der røg de ti Guds Bud
paa Skriftens skøre Blade.
Den river ned, den renser ud,
den ribber hver en gammel Gud
for Gøgl og Falbelade.
Den smadrer Kirkeruder
og vælter tunge Marmorkors,
i Domsbasun den tuder
og tramper ned som Dødens Hors.
Guldkroner pustes af som Fnugg
og Taarer tørres bort som Dugg,
Alt styrter ned, som luder,
hver vissen Potentat-Evnuk
blir kvalt i sine Puder:
I denne Storm staar Alt paa Spil,
for Vinden gaar, hvorhen den vil —
den blæser ad Jordens Guder.