Dreng min Rose!
Dine Kinder gløde:
det kan fryde Moderøjet,
naar det er et Skær af Roser
— Livets røde —
der i Hudens bløde, fine
Aarespind har sprængt sig ind:
naar der puster Lull i Lungen
— Livets fulde, friske Brise:
Dagens Glans i Barnets Øje
er en Moders Lyst og Lise!
Dreng min Rose!
Roser paa din Kind
ogsaa ængste kan en Moder,
naar de mørkerødt sig brede
— feberhede
i din Kind har brændt sig ind.
Da har Dagen lange Timer
— bange Timer —
Du har Tyngsel over Øjet,
Stik i alle Nerver fine;
men hun staar ved Sengen bøjet
med din lille Haand i sine ...
Ser, hvor Aaren svulmer blaalig
i den hvide, hede Tinding,
og hvor Haarets bløde Vinding
fugtig klæber sig om Panden ...
Føler, hvordan Pulsen banker,
og hvor stødvist Blodet glider:
Tro mig: hun kan læse Tanker,
finde hvert et Sted du lider!
Gennem dette faste Haandtryk
gaar en Strøm af hendes sunde
friske Liv i dine Aarer —
— blot til Gengæld alt dit hede
syge Blod hun tage kunde!
... Moderøjets Taarer slukke
Branden kan i dine Kinder:
Hun kan bede,
slipper aldrig, før hun vinder!
Dreng min Rose!