Hvert Foraar udsaar Haabet sin Sæd,
som Jorden forjættende favner,
men Høsten bringer kun sparsomme Fold,
og Haabet ryger i Avner.
Aarhundredet udsaar spirende Kim,
der skal føre „Slægten“ frem;
maaske før et Tiaar er rundet ud,
er Udsæden gaaet i Glem.
Slægten vil bygge et Babelstaarn:
i Himlen skal ind der rykkes; —
det styrter i Grus; paa den sunkne Ruin
nye Babler der bygges.
Hvert Slægtled er et Gigantertog,
der stormer Olympen med Brag:
Evig den selv samme Ungdomstrods,
der lider sit Nederlag.
En stedse rullende Bølgegang
med skiftende Hæven og Sænken —
Prometheus, der higer mod Frihedsluft,
men slider forgæves i Lænken.
En Kamp, der raser med fælles Maal
— raser i hvert el Bryst;
men Løfter, man tog af sin Vaartids Sæd,
blev aldrig løste i Høst.
Hver Morgen hejses i Solens Lys
Banneret — Fremskridtets røde;
mod Aften er det en falmet Klud —
og alle „de unge“ døde.
Men Kampen fornyes af næste Slægt
og tærer paany dens Marv;
— dog, Haabet at storme Olympen engang
er Slægternes evige Arv.