Nu vil jeg Mødelig hylle
mig ind i Aftenstundens lunende Skyggesvøb,
sætte mig hen ved Ilden
og frit give alle de mange, vildene Tanker Løb.
Og medens Skumringen tættes
og skjuler Fornier og Farver i Kappen saa pelsværksblød,
stirre jeg vil i Ildens
blavrende røde Luer og stille varmende Glød;
og give Drømmene Tøjlen
og lade dem tumle sig frit mellem Jord og Himmel omkring:
de har rappere Vinger
end selve den vilde Orkan og lunefuldere Sving.
Og dog: denne Trang til Lykke,
der ellers vil aldrig hvile, er rolig saadan en Stund,
har nok i det spillende Ildskær, —
jeg føler Nuets varme, levende Pulsslag kun!
Ja, selv om Feen, der skænker
de trende, tit savnede Ønsker, i dette Øjeblik kom,
— jeg tror, jeg bad hende vente ...
og varme sig lidt saa længe, imens jeg tænkte mig om!