Nu tændes Lygterækkens
gyldent flimrende Prikker,
mens Foraarsaftenens Lunhed
ud over Gaden ligger.
Og Livel begynder dernede:
der mødes og hilses og sværmes,
med Smil, med Nik og med Øjne
der bedes og loves og nærmes.
Der er Blikke dvælende faste
fra rutinerede Øjne,
og unge Koketter, der lige
ud af Reden er fløjne.
Øjne, som suge og sluge,
andre, der bønligt tigge,
uogle, der fornemt sløres
af rene Madonnablikke.
Men gennem den hele Vrimmels
sanseligt søgende Kigen,
gaar der én Trang til at elske,
én Attraas hidsende Higen:
Alle de unge, som elsker,
vil Aftenglæderne dele!
— Jeg staar ved mit Vindve og glæder
saa smaat mig over det hele.
Og medens Lysene flimre
med Skumringen rødere frem,
kommer en gammel Erindring,
der halvt var gaaet i Glem:
Jeg mindes en 16 Aars Yngling,
som listed sig fra sin Bog,
naar Aftenens varme Stemning
ind i hans Hjærte drog;
der ilede langs med Gadens
ene Husrække-Side
og skottede til Façaden
derovre, den lange hvide ...
og krydsede frem og tilbage
foran den samme Façade
med bankende hede Pulse
og Øjne straalende glade.
Saa stod han i Mørket og stirred
forelsket over mod Huset,
til hun i Vindvet sig viste,
der havde hans Sans beruset,
og saa’ mod henrykte Øjne,
i Blodets hedeste Brænden:
en gift, en 30 Aars Skønhed,
der rullede ned Persiennen!
* * * *
Elsk i de unge Dage
hver en Pige og Svend,
drøm Eder kun i Lykkens
dejlige Urskov hen.
Under de tyste Palmer
røde Blomsterne gror:
Under Jert Favntag grønnes
Jorden i evigt Flor!