Jeg stirrer i den stille Nat
og hører Hjertet sitre —
der er imellem dig og mig
vel tusind tunge Gitre.
Som i et Bjærg af Diamant
jeg ser dig sluttet inde —
og Maanelysets Perleflod
ned ad din Nakke rinde.
En Flammelilje er din Sjæl,
der gennem Natten brænder —
dog aldrig skal den Blomst af Ild
jeg naa med mine Hænder.
Jeg længes i din Have ind
som gennem gyldne Gitre —
jeg sidder i den silde Nat
og hører Hjertet sitre.
25. Oktbr. 1893.