O Pust af Evighed fra hendes Mund,
der synker som et Solkys paa min Pande!
Passat, som kommer fra en Palmelund
paa Evighedens havblaa Drømmestrande!
O tag mig, Luftning, som et Fnug mig bær,
spind tæt mig ind i dine Solskinstaager
og pust mig over Bølgebrand og Skær
som en af dine mælkehvide Maager.
Og lad mig glide over Havets Skove
af favnehøje Planters grønne Nat
og se i Tangens stille Urskovskrat
den Druknede lig Tornerose sove ...
... og stirre miledybt som gennem Glas,
hvor Solens Lys som Rav paa Bunden falder,
langt ind i Hallen af et Havpalads,
der luer rødt af blodige Koraller.
Og lad mig plukke over Bølge-Enge
Skumblomsters evigt bristende Buket
og føle Havets Dufte taagelet
som Lægedom sig dybt i Sjælen trænge.
Og bær mig langt, saa aldrig jeg kan naa
igen til Kontinentets Taagelande,
men er jeg mødig midt paa Havets Vande,
lad frem en Palmeø af Dybet gaa.
Og lad mig følge Solen, naar den daler
blandt Bølgebjærge, til min Midnatssol
staar som et blodrødt Evighedssymbol
paa Himmeltemplets tindrende Portaler:
Da vugger hver en Bølge skumringsblaa,
da dufter Havet som en Skaal Violer,
da ser jeg begge Universets Poler
og Stjerner i Guirlander om dem gaa ...
... O Pust af Evighed fra hendes Mund,
der synker som et Solkys paa min Pande!
Passat, som suser mod en Palmelund
paa Evighedens havblaa Drømmestrande!
7. Oktbr. 1893.