Der danser Maane, danser Sol, der danser tusind Stjerner,
den lange Runddans uden Lyd sig over Himlen fjærner.
De kruse Bølger hoppe let paa Borgegravens Flade,
selv Abildgaarden rasler op til Dans med sine Blade.
Fra Hjertet danser Blodet ud, i hele Kroppens Banken
fornemme vi den samme Takt, som ogsaa tøjler Tanken.
Og Slægter danse frem paa Slægt, de danse over Grave,
og Alle danse, som endnu kan staa foruden Stave.
Se, Jorden er saa stort et Gulv, som vi til Dans vil bone,
— i Himmerige danse selv de Engle om Guds Trone.
Saa karrigt kun blev Glæden os af Fru Fortuna givet,
i Morgen venter Døden, men — i Aften har vi Livet.
Lad derfor Dansen løbe let i Jorderigs Pavluner,
— de Døde danse skal engang til Dommedags-Basuner.
I Himlen danse Somme ind i festlig Polonæse;
men Satan til en vild Kankan i Helved op skal blæse.
Jan. 1889.