Hvor dog de skinne i det grønne Løv,
de unge Pigers klare Kjoler! — Hvide
som Solstænk mellem Stammerne de glide
paa Sko, der pudres fint af Blomsterstøv.
En blusser som den røde Hjerteblomme,
en Anden flammer som en Iris gul,
— det er som Liljer midt i Skovens Skjul
fra alle Kanter mig i Møde komme.
Og Sommerfuglen paa sin kaade Flugt
af disse store Kvindeblomster lokkes,
og Humlebierne omkring dem flokkes,
som sansed de en blank og saftfuld Frugt.
Som Blomster er de, der i Skoven skinne
og paa det silkebløde Grønsvær glide.
Kærminder dufte stærkt ved deres Side,
— dog intet dufter som den unge Kvinde.
Bag Bluselivet tvende Blomster gro
— Skovjordbær dufte ikke halvt saa sødt —
al Skovens Lugt de aande mig i Møde,
af Skovbund dufte selv de fine Sko.
11. Juni 1893