Jeg drejer Kuplen med dens Himmelflænge,
min Kikkert staar som en Kanon i Hvil,
hvorfra mit Øje lig et Projektil
blandt Stjernernes Kolonner ind skal trænge.
Saturn, du store tunge Klode-Kerne,
din gyldne Ring sig viser for mig hist;
ved Siden af dig Gemmas Demant-Gnist
i Kikkerten jeg ser som Dobbeltstjerne.
Har du mon noget Liv, som kunde ane,
at fra en fjærn og mørkesvøbt Planet
Aartusinder har Øjne paa dig set
og fulgt hver bælgmørk Nat din stille Bane?
— Mit Øje flakker over Maanens Sletter,
hvis Lys mig blænder som en Mark af Sne:
dens døde Bjærge er som Is at se,
dens Kraterdale gemme sorte Pletter ...
Hvor skulde i din Livløshed du ane,
at Jordens Børn kan ikke for dig sove?
— Dit Lys faar til at spire Blomst i Skove
og til at drømme Ørknens Karavane ...
23. April 1893.