Jeg elsked et Barnebilled,
det stod ved mit Sovested,
det saa, naar mit Øje sig lukked,
det fulgte i Drømmene med.
Og store slyngende Snerler
saa fine og silkerøde
som Blomsterkrone om Barnets
lokkede Isse fløde.
En tung og drømmende Valmu
skygged for Barnets Øjne,
men dog mod den dybe Flamme
Florvingerne tit er fløjne.
Jeg elsked de Skønheds2Rytmer,
der randt fra en Barnesjæl —
jeg elskede hendes hvide
Hud fra Pande til Hæl.
Og under mit Kys, der skælved,
i Blomst hendes Læber skød,
og under mit Øjes Solglans
Rosen af Knoppen brød.
Jeg saa hendes Form sig runde
og modnes til Jomfrulyst,
og jeg var den første, som kyssed
det unge spirende Bryst.
Jeg lærte hende at læse
i Øjets tindrende Bog,
jeg lærte hende at tale
Hjerternes ordløse Sprog.
— — O Kyskheds skælvende Skønhed,
o Troskabs hellige Lyst,
I lever den første Time,
da Blomsten blotter sit Bryst.
Se, Valmuens Blomster bløder,
naar Bladene splittes ad:
— hendes Uskyld var som en Valmu,
der plukkedes Blad for Blad.
4. Avg. 1892.