O skumle Nat, der brygger som en Hex,
en Tryllesejd i Dalens dybe Kedel
— af Taagedamp og Græssets stærke Dugg,
af Hyldeduft og Høets Krydderaande,
af violette Skyer og sildig Maanes
dødblege Lys og Østens Fosforskær,
af Aandedrag fra Millioner Munde,
der aabner sig som dorske Fiskegæller
i rolig Takt for Søvnens lunkne Strøm,
— o Nat, du skumle Hex,
jeg søger dig og beder dig at laane
en Pjalt mig af dit tunge Skyggeskørt,
— et Skjul bag dine sorte Træers Løv,
hvor jeg kan vaagen høre Verden sove.
Og stænk mig med dit stærke Vievand
og kys min Pande med dit klamme Kys,
saa vil jeg lade mine Tanker svirre
som Flagermus ud over vuggende Vand,
saa vil jeg sukke med i Vindens Sus,
der altid risler i de høje Popler
og lader Sjælens mindste Fibre skælve
i evig Attraa, i en evig Længsel.
Jeg sidder paa den høje skumle Vold
og skuer over Vand og Jord, der blandes
i Mørkets ubestemmelige Favntag.
Hist skelnes Skibskolossers tynde Spær
og her Fabrikers søjleslanke Skorsten
som spinkle Rester af et taarnhøjt Tempel.
Og over Langebro en Vogn der gungrer
med dumpe Hovslag. Fjærne Lygterader
slaar Gnister af det tjæresorte Vand.
Men dybt i Nord, dèr siver Himmellyset
ind gennem tunge, skummeltgrønne Skyer
og skærer gule Flænger ind i Mulmets Masse.
Og langsomt graaner Dagen mig i Møde ...
I Skræntens Buske lyder svage Fløjt,
som sang en Fugl halvt ængstelig i Søvne ...
Forunderlige Nat, hvor let du løser
de haarde Knuder, mine Tanker slog
paa Livets Traad
i Dagens solbelyste Labyrint;
— hvor let du sletter alle grelle Farver
og mildner dem med dine Skyggers Vemod;
— hvor let du stryger al min ufri Frygt,
Moral og Nag og Hjertets onde Domme,
der dømte Mennesker jeg ej forstod;
— hvor mildt du lader mig Alverden elske
og slutte Hav og Jord og Mulm og Himmel,
alt Levende, alt Dødt i stærke Favntag.
Hvad er mig Livet uden det at aande
i Skyggen af din Fløjelskaabes Fold,
at skælve i dit sagte Bladesus,
at suge Sjælen fuld af Hyldeduft,
at sukke efter Sommernattens Elskov,
saa Haandens Fingre dirre frem til Møde
med fine Fingre, der vil mine møde
og bringe Bud mig fra et andet Hjerte,
der banker i den samme Takt som mit,
bestænkt af Nattens stærke Vievand.
14. Juli 1892.