Jeg har mødt dig engang, Sirene —
i en Høstsols prunkende Aftenrøde.
Fra Kastaniens Grene
visnede Bladhænder over dit Hoved fløde.
— Dèr stod du alene —
Du sang — ikke daarende Toner,
men drog dog fjæru og drog dog nær:
Blodet sang gennem Huden
i Armenes duftige Skær.
Og Øjnene blinked med Rovdyrglans
— Offeret drog de til —
De Øjne sang til Brysternes Dans
i graadigt tindrende Spil.
Tænder du bar som en Hermelin
— spidse og elfenbenshvide —
en Mund til kildrende Elskovshvin
og Læber til Kys, som bide.
Saa sagte plasked den vuggende Sø —
hver Vove et Rosenblad,
der bares op under Ø —
De Vover nynnede om dig et brusende Farvekvad ...
Dit Smil har en underlig Løndom,
dit Blik et drillende Skær;
men alt dit syngende Væsen
drager mig fjærn og nær.
11. Maj 1890.