Hver lille Gnist af hendes Skønheds Ild
tænder mit Altar, fyldt med Elskovs Myrrha —
i Blus og Lue staar det, tændt i Brand
af blot et Blik, et lille Smilets Lyn ...
Jeg kender dig. Jeg kysser al din Rigdom,
jeg ser den bugne bag de dølgende Klæder,
og rører jeg blot Huden paa dit Haandled,
det er som kyssed jeg dit hele Kød,
hvor blankt og blødt det blunder i sit Skjul.
Jeg elsker alt, hvad der har rørt ved dig,
misunder alt, som bæres af dit Legem,
for dig maa Jorden elske — dig maa elske
det Guldbaand i dit Haar og Handsken paa din Haand.
Og havde al din Pynt og Klædning Tunger,
besynge vilde hver sin Viden om din Skønhed,
hvor ren og duftende og skøn og skær
du er fra Neglen paa din lille Finger
til dine trinde marmorfaste Ankler.
Din Skønheds Pris mig skinner mildt i Møde
fra det snehvide Silkefoer i dine Sko.
De er som tvende smale svaje Skibe,
der fragtet har min Elskedes Gudelegem
og bærer det med Stolthed frem i Verden.
Far I kun vide, læg jer ej i Havn,
tuml hende lystigt kun i Dansens Brænding,
naar Hælen vipper op og Spidsen synker!
I danser over Hav og over Land,
I kender hele hendes lette Vægt:
Den Blomst ej blødte, som hun traadte paa,
— med jer jeg gerne mig til Døde dansed.
I skønhedsstøbte Smaa fortæller mig:
Saa let — saa let hun glider gennem Verden,
saa lille Plads behøver hendes Legem,
af hendes Skønhed kun saa ringe Del
den kolde sorte Jord faar Lov at kysse —
I er Signeter to, som stempler Jorden
med hendes lille Herskerindemærke.
Staa stolte dèr paa Tæppet, søde Smaa,
et lille Skridt den ene for den anden, —
saa ser jeg hende stige rank af jer:
Frem voxer hendes Ben som gyldne Søjler;
fra dette Fodsvang ser jeg Linjen bølge,
en anden over Vristen rytmisk følge ...
— I Fundamenter for det slanke Slot,
hvor hun er Dronning, som har mig til Drot.
Vend jer saaledes altid imod mig
og kom til mig med Skatten, som I fører:
I er for mig to bitte smaa Juvelskrin,
der dog de største Ædelstene rummer.
4. Decbr. 1889.