Kære Ven!
Klosteræventyret sluttet; — og Finalen, som Toghjulene under den lange Rejse hertil bankede og dundrede ind i Øret paa mig, var denne Bjørnsonske Strofe:
Kør langsomt; thi saadan kørte Ejnar
altid — og vi kommer tidsnok hjem.......
Selv bortset fra, at de første Dage paa et nyt Sted altid for mig, Gud veed hvorfor, er ledsagede af Kuldegysninger, Melankoli — og Maveuorden, var Afskeden fra mit Sommeropholdssted mig en virkelig Smerte. Jeg var kommen til at føle mig saa vidt hjemme, som et Menneske af min Natur overhovedet kan komme til det nogensteds. — — — Jeg bor nu her ved Langelands Sydspids i en meget ejendommelig Natur, i et Terrain, der bestaar af lutter smaa Høje i Buddingeform, med Hav paa tre Sider og med klart Vejr Udsigt til Lollands Vestkyst mod Øst, Ærø, Femern og Kielerfjords Munding mod Vest. — — — Ti Minutters Gang herfra ligger Bagenkop Fiskerleje med en Gæstgivergaard, hvis Bekendtskab jeg gjorde i Gaar; det mærkeligste ved den var en Cognac eller Likør med den stolte Etikette „Fuldkommen Kærlighed”(!) samt en Spilledaase, der gav „Svensk Maskerade”, naar man forlangte „Gustav d. IIIs March”, og „Ben Bolt”, naar man vilde have „Dreyfus Børns Klagesang”. Det var der dog nogen Stil i.