Der kuler en strygende Blæst af Nordost,
den lette Jolle, den krænger.
Vinden spiler de hvide Sejl,
Solen brydes mod Søens Spejl,
imens den Skyerne flænger.
I Straalernes Bad
en blinkende Rad
af Bølger om Baaden danser,
og slynger et Skærf af blændende Skum
om Stævnens tjærede Panser.
Vor Jolle skyder som Pilen sig frem,
Skummet staar som en Taage.
Blæsten smælder med Vimplens Flig,
fra Luften lyder det hæse Skrig
af en énsom kredsende Maage.
Man spænder saa vidt,
man aander saa frit
til Søes paa de gyngende Planker.
Brystet fyldes med renere Luft
og Sindet med frejdige Tanker.
Og hejste vi Sejl i den knejsende Mast,
saa lad det staa til imod Havet —
Og mister vi ogsaa et Spir eller to,
saa er det dog bedre end døsig Ro
i Madstrævs-Vrøvlet begravet.
I Kølvandets Spor
bag det knagende Ror,
i Strømbruddets Katarakter —
dér kaster vi alting, der tynger vor Fart,
hvad ej følge kan, driver agter!
Der kuler en strygende Blæst fra Nordost,
den renser de støvfyldte Lunger.
Saa styrer vi ud mod den sollyse Dag,
i Toppen vi hejser vort Ungdomsflag,
for Vinden flagrer dets Tunger.
Er Jollen kun tæt,
hvad gjør saa et Tvæt
i den saltstærke, havfriske Taage?
Nej, muntert vi flyver for Vinden afsted
omkap med den kredsende Maage.