Og har jeg sløset bort min første Kraft,
og har jeg brændt i urén Attraas Brynde,
husk paa, min største Skyld har Tiden haft,
jeg synded, som dens Ungdom maatte synde.
Og sad dens Braad end giftig i min Hæl,
den stjal dog ikke af mit Blod hver Draabe,
den brændte ej Kainsmærket i mit Sjæl, —
end har jeg Mod at tro og Mod at haabe:
Jeg tror paa dig, i dig alt Haab jeg véd,
vær du Guds Moder, hvor nyt Liv begynder.
Bær, jomfruren, den Gudssøn, Kærlighed,
der har Tilgivelse for den, som stred
og faldt, — Velsignelse for den, som led —
og tager bort, af Naade, mine Synder.