Du vender, et for et, de hvide Blade,
mens Digtets Billeder dig træder nær;
dit Ansigts rene Linjer lunt sig bade
i Lampens bløde, dæmpet-gule Skær.
Den hvide, smalle Haand i Haarets brune,
letkruste Yppighed er smuttet ind,
en enkelt Lok har løst sig fra de andre
og stryger kælent sig imod din Kind.
Og mens du læser, læser jeg jo ogsaa,
jeg læser i din Skønheds aabne Bog,
i Hagens skælmske Kløft, i Kindens Runding,
i Øjets Gløden bag det sænkte Laag.
Ud fra din spæde, sarte Ungdom rinder
et rytmevuggende, henaandet Digt;
det er ej Drømmetant som det, du læser, —
og det er tusindfold saa skønt og rigt.