Bjerrelide, Bjerrelide,
er du mon skønnest ved Tøbrudstide,
naar Blaaet virrer og Solen skinner
paa dine besneede Aaser og Tinder
de blændende hvide; mens Tovande sitrer,
saa Blink som fra Prismer i Luften glitrer?
Et Fata-Morgana er Bjerrelide,
naar Sneen smelter ved Jævndøgnstide!
Bjerrelide, Bjerrelide,
er du mon skønnest ved Foraarstide,
naar Sol og Byger minutvis skifter,
saa Agrenes Tavl under Solens Vifter
forgyldes og grønnes i leende Lykke,
for snart at græde i Bygens Skygge?
Oh — Byger og Sol over Bjerrelide,
naar alting groer ved Foraarstide!
Bjerrelide, Bjerrelide,
er du mon skønnest ved Sommertide,
naar Kornet gulnes i Solens Bagen,
naar Skyer som Bjerge i sneglende Dragen
forsvinder bag Kornets og Bankernes Bølge
med stadig nye og ny i Følge?
Oh — vandrende Skyer over Bjerrelide,
naar Sindet længes ved Sommertide.
Bjerrelide, Bjerrelide,
er du mon skønnest ved Høstenstide,
naar Kornet mejes, naar lange Rækker
af bugtende Traver mod Himmelen trækker
de rytmiske gyldne paralelle Konturer
til Plovenes sorte og skinnende Furer?
Oh — gyldene Høst over Bjerrelide,
med Livet og Døden Side om Side!
Bjerrelide, Bjerrelide,
er du mon skønnest ved Løvfaldstide,
naar Aasernes Skove bløder og flammer
og Stormene klager som Genfærdsjammer?
nu lever de, de, som mod Samfundet fejlede,
de, som man her gennem Tiderne stejlede:
Oh — stormende Tid over Bjerrelide,
naar Skovene bløder og stønner i Kvide!
Bjerrelide, Bjerrelide,
er du mon skønnest ved Vintertide,
naar stivnet i Frost du af Snestorme piskes,
saa halvt dine Omrids af Vejret udviskes —
i frostklare Nætter, naar Egenes Stammer
staar knudrede, sorte mod Nordlysets flammer?
Oh — Øde og Sne over Bjerrelide,
naar Aaserne blaaner af Kulde saa vide!
Bjerrelide, Bjerrelide,
skønnest er du til alle Tider;
naar inde i Byen vi standser og skuer
ud over dit Højlands vældige Buer,
fornyes vor Drøm ved Konturernes Styrke,
forynges vort Sind gennem Farve og Mørke:
Lad Slægter kun dø og lad Tiderne skride,
din Skønhed er evig, Bjerrelide, Bjerrelide!