Regntynget falder Mørket paa i Staden
og Jævndøgnsstormen blæser gennem Gaden —
i Rendestenen fyger Lindeløvet —
nu vender Somren atter hjem til Støvet.
Men Lyset straaler ud fra Frugtbutikker,
hvor fattigt Barn ved Ruden staar og kigger;
det dufter saligt, sødt af Vild og Blommer
og andre Frugter af den danske Sommer.
En Jæger vender hjem fra Mark og Skove
med Bøsse, Hare, Bekkasin og Spove,
hans Blik er varmt af Høstens Duft og Sødme,
og Hybenhegnet laante Kinden Rødme.
Nu tænder Gaden sine Buelamper
i Skumringen, mens Tusind Fødder tramper —
og jeg skal hen at møde min Veninde,
min mørke, sødmetunge Høstgudinde.
Og vi skal vandre hjemad under Linde,
som dønner tungt i Nattens vaade Vinde —
der vil jeg hendes kære Hænder trykke,
at hun kan ane Dybden i min Lykke.
Thi hun har frelst mig ud af selvisk Øde,
saa jeg kan vandre Vintren frit imøde;
hun lærte mig, at Kærligheden kræves,
naar Livet ej skal leves helt forgæves.