Det var en Dag med Sol og Sus i lyse Løvsprings-Skove,
med gyldent Lærkekvidder fra Rummet uden Bund,
at jeg med „Siff“ som Pude havde lagt mig til at sove
paa Kæmpehøjens Grønning nær det blaatberuste Sund.
Fra Hundens Varme spandt sig om mit Instinkt et Minde,
en Drøm saa sær og taaget som Sollys gennem Rav —
der sad vi, jeg og Hunden, der sad en skindklædt Kvinde —
og det var i en Ege paa det vidt udstrakte Hav.
Vi sejlede og duvede og naaede mod Baaltid
til Kysten ved en Klint, hvor vi skyndsomt gik i Land;
her rejste vi en Hytte, og her holdt vi Maaltid
paa Muslinger og Østers fra den store, salte Strand.
Vi sov i Hyttens Tang, medens Hunden sad derude
ved Baalet, hvorom Mørket stod truende og tyst —
kun fjernt i Skoven hørtes en ensom Ulv at tude,
og Time efter Time stødte Bølgerne mod Kyst.
Jeg vaagnede af Drømmen ved at høre Sundet synge,
— men se — her var jo Skoven — og hist den gyldne Klint;
jeg gik derhen og fandt i en Oldtids-Køkkendynge
tre Mejsler og en Hammer og en Flækkeblok af Flint.