Det er Skumring. Jeg sidder paa Bænken
ved en Landsbystations Perron —
paa et Sidespor staar der en ensom
udrangeret og øde Waggon.
Det er en af de sørgende Aftner,
hvor Ungdommen drømmer og længes,
hvor Klyderne klynkende trækker,
og Kastanieknopperne sprænges.
Mens jeg sidder og venter paa Toget,
der skal føre mig bort til min Pligt,
faar jeg Tid til at gøre mit Regnskab
med Fortiden op i et Digt.
Det er hinsides Ungdommens Higen
og Krigens forkullede Brand —
det er hinsides alt hvad jeg leved —
paa Grænsen fra Yngling til Mand.
Det er hinsides Drømmenes Trolddom,
og mit Blik er mod Fremtiden vendt,
hvor jeg nu som en Mand skal begynde
at virke i det, der er kendt.
Som jeg sidder og ser paa den sorte
Waggon i den ensomme Nat,
bli’r den eet med mit Sind og Symbolet
paa et Stade, jeg nu har forladt.
Var det Toget, der gol i det fjerne?
Jo, nu hejses det røde Signal —
to tomme forvaagede Øjne
udbrændte i hemmelig Kval.
Mit Tog jager frem for Perronen
i Bulder, i Damp og i Vind —
jeg rejser mig stille fra Bænken
og gaar imod Fremtiden ind.
. . . Og Afgangsignalet er givet —
tre Slag paa Stationens Gongon.
Jeg aabner mit Vindu og hvisker:
„Farvel, lille sorte Waggon“.