Der blev tyst i Byens Gader;
Vildtforretningen har lukket,
Knivene er lagt til Side,
og det hvide Lys er slukket;
men ved Skin fra Gadelygten
gennem Hallens frosne Rude
ser jeg Pan med Rim i Haaret
sidde paa en Disk og lude.
I de grønne Glasbasiner
staar de store, tavse Gjedder,
som i Sommerlyset spilled
under Gudenaaens Bredder —
deres fjerne Øjne stirrer
fosforagtige, i Drømme
om de store, mørke Dybder
og de stride, frie Strømme.
Moseænder knippet sammen.
Ak, han mindes deres Kile
mod en klar, glasagtig Himmel
over Rør og dunkle Pile —
deres lykkelige Rabben
i det tyste Aftenrige,
medens Fro’r i Taagen kogled
langs med vilde Vejlers Sige.
Spiddet op paa hvasse Kroge,
hænger Haren, hænger Raaen —
deres døde Øjne dugger,
som de dybblaa Bær i Slaaen —
Aldrig mere skal han se dig,
Hare, springe over Vejen —
aldrig mere skal han se dig,
Raa, forsvinde bag et Hegn.
Der er Sorg i Vildtbutikken,
der er Kulde, Nat og Øde;
som en Gaade sidder Skovens
Pan imellem det, der døde.
I hans Øje luer Nordlys
over Ishavs-Bjerg og Sunde,
paa en Baggrund af et Mørke
som fra dybe Haves Bunde.