Nu spiler Vaaren ud sit Vingefang.
Imod mig fra forgangne Tider gaar
et Sus af Sol og Blaat og Bølgesang,
og Blæsten stryger kærligt mine Haar.
Alt er det samme som det var engang.
Jeg er en ensom Hjarne-Skjald, der staar
ved Horsnæs Fjord — i Duft af Salt og Tang —
og synger, medens Sø og Snekke gaar.
Hvor jeg nu staar i ringe Sangerkaar
og grubler over Evighedens Gaade —
her staar kanske en Skjald om Tusind Aar
og gransker Runer, ingen Mand kan raade:
Oh, milde Blæst, som stryger mine Haar,
trøst ogsaa ham i Ensomhed og Vaade!