Jeg soler ved Søen i Midsommersol
min nøgne, min syndige Krop,
mens Viberne næsten skriger sig ør’
og Frøer mod Grøften gør Hop.
Og Luften sitrer saa midsommervarm
mod Bakker i Kimmingens Rand,
Graaænderne snadre i Velbehag
paa Søens forsølvede Vand.
Det dufter af Hyld fra det nære Hegn
det dufter af nyslaaet Hø.
Det sukker i dødsdømt Hjertegræs
omkring ved min himmelske Sø.
Jeg suger den Midsommer Balsamduft
til Brystet med Velbehag,
det lufter blidt gennem Blaatagsrør.
— En Iling saa blød og vag.
Og Slaamaskinernes fjerne Larm
i Luften som Lydbølger gaar,
og Leerne synger den kendte Sang:
Det er Høslætstid for i Aar!