Engene dufter ved Søens Bred,
Myggene sværmer og summer —
Naturen hviler i sælsom Fred,
Natten er stille og lummer.
Frøerne kvækker i blandet Kor,
imens Bekkasinerne trommer—
Duggen falder paa Blomsterflor
og hvidner den flyvende Sommer.
Maanen hæver sig langsomt op
bag mørke hvælvede Sky’r,
bræmmende gulbleg hver svulmende Top.
— Et Lyn over Himlen flyr.
Vinden hvisker i Siv og Flæg,
Frøernes Kvækken forstummer,
inde paa Marken græsser der Kvæg —
saa anende bange det brummer.
Uvejret kommer med buldrende Fjed
fra Horisonten i Øst —
Søvandet syder, naar Lynet slaar ned,
mens Tordenen hæver sin Røst.
Det er saa stille — det er saa tyst
imellem Tordenens Brag, —
Bølgerne skvulper saa sagte mod Kyst
med blide, melodiske Slag.
Skyerne drager bort imod Nord
og aabner for stemte Sluser —
Regnen bløder den tørstende Jord —
det smelder — det synger og bruser. —
Det dages med varmende Midsommersol
over Skove og duftende Enge. —
En Hane derovre i Lansbyen gol, —
der er Liv over blomstrende Vænge.