I staar, som lunefulde og smidige Koketter
i Hegn og Krat og Skovbryn de lyse Sommernætter,
I slanger jer om Grene og titter ud af Løvet
og dufter hedt om Elskov, saa Verden bli’r bedøvet.
I silkegule Skøger langs Skove, Hegn og Lunde,
jeg hader jeres Aande og aabne Slangemunde,
jeg hader jeres sarte og kvindelige Ynde
fordi i fylder Natten med Drømmen om at synde!