Her midt i den øde Hede
jeg standser; thi ved min Fod
i Lyngen staar Kejserkroner
og Roser røde som Blod.
Her laa der engang en Hytte. —
Nu ligger her knapt en Ruin.
Til Minde kun disse Roser,
en Hyld og en krøblet Jasmin.
Jeg lægger mig her under Hylden,
som sukker i Vindens Sus,
igennem mit Hjerte strømmer
et skælvende Fortidsbrus.
Hvor faa var de daglyse Glæder,
som lyste i dette Hus —
hvor mange nattunge Sorger
er sunken med det i Grus?
Hvor mange Drømme mon fødtes
med bævende Hjærters Slag,
hvor mange Drømme mon bristed
med Hyttens vindslidte Tag?
Her ser jeg min egen Skæbne —
jeg ved, at min Drøm engang
skal briste, som Tusinder bristed
for Dødsleens Tusindaarsklang.