Middagssol i Herregaarden;
Duft af Hø og Sus af Blæsten
gennem gamle Balsampopler
over Loen fra Sydvesten.
Polakhusets Dør staar aaben;
unge polske Piger synger
græsk — katolske Søndagsmesser
liggende paa Knæ i Klynger
rundt omkring de skidne Senge,
fyldt med Halm og gamle Pjalter.
Her er ingen Bedestole
ingen Præst og intet Alter;
men et Mørkets Folk der beder
Bøn mod Himmelen og Solen. —
Hør hvor Polens Tungsind stiger:
„Herre giv os, giv os Polen!”
— — —
Danmarks Sommer synger lyse
Sange gennem Poplers Kroner,
blander sig med Polens Tungsinds
dybe, mørke Cellotoner.
1914