Hans P. Lunde (1859–1949)

Glædens røde Roser

            sprang ud, hvor Anders kom frem,

paa unge og gamle Kinder,

            i rige og arme Hjem,

i Markedsmylret, i Kroer

            og Sognenes Samlingshuse.

Han rejste omkring med Fjaalen

            over det ganske Fyn

— Violinen var Anderses Vaaben —

            fulgt af en fattig Kvinde;

hans Kone? Utvivlsomt én ham

            fuldtro, værdig Veninde.

Han spillede, sang, declamered,

            muntert, skønt uden Syn.

        Og nu er Anders død.

            Ej Velstand efter ham flød . . .

Glædens røde Roser

            sprang ud, hvor Anders kom frem,

paa unge og gamle Kinder,

            i rige og arme Hjem.

Skamfuldhedens Roser,

            spring ud hos det Rak, som nød

hans Spil, men ikke des mindre

            ham koldt for en Smaamynt snød!

For Sulten bød ham at sælge

            bort Violinen, den sidste

Anders ejed, — den sidste, —

            hans Trøst og hans halve Liv! —

Gid Violinen den maatte

            bittert, brændende klage

til Dødens Stund for de Sjæle,

            der voldte ham Armods Plage, —

hvine og sukke som Vinden,

            der strømmer i Krat og Siv.

Hans sidste Violin! —

            ja tænk om det var din! . . .

Skammens hedeste Roser,

            spring ud hos det Rak, som nød

hans Spil, men ikke des mindre

            ham koldt for en Smaamynt snød!