Mi’ Rov er mu’n, mi’ Le er skarp, aa Ke’sten,
min Kone, rede te’ a’ binde op.
Saa ta’r vi fat, med Lyst. Je’ smider Vesten,
endda saa løver Svedi’ a’ mi’ Krop;
for det er hedt
aa Rovi’ fuld a’ Tyrrer
aa Skaaret bredt,
aa Jæ’net rask je’ hyrrer!
Aa Ke’sten letter sig for mindst en Trøje;
a’ Dunki ta’r vi jævnle’ vos et Dryp.
Men det er Liv, vi muntres i vor Møje,
for hér er det vos sel’, der siger hyp!
Her faar vi Trøst,
her glemmer vi aa klave.
Gid det vaa’ Høst
i alle Aarets Dave!