Je’ tjente i Knud Nielsens Gaar’.
To Somre daansed je’ paa Roser,
paa hare Fø’r ved Kræ og Faar,
te’ je’ vaa’ fyldt di sejsten Aar, —
løv om i Enge, Krat og Moser.
Hver Kal’, hver’ Faar og Lam, hver Ko
je’ havde kær som vaa’ de mine.
Men der vaa’ énj, som gik paa to:
vo’ Nabos Jens, han stjal min Ro,
naar han kom drivende med sine.
Je’ holdt a’ Jens, som han a’ mig.
Og si’en hen, ved Fæst og Gil’e,
saa tov han alti’ sa’me Vej,
naar vi gik u’ og hjæm, som je’;
te’ Porti’ han mig følge vil’e.
Vi vanked over Marken inj;
de høje Ru’straa sagte slinjred
for Sommerna’tens biøje Vinj;
og Hyld og Hø sto’ rundt omkrinj
og dufted sødt, og Viven skinjred.
Vi hørte hendes raske Hug,
naar hun fløj ud a’ Mosetaaven.
Vi hørte Nattergalens Kluk . . .
Det min’es je’ nu tit med Suk,
naar je’ om Na’ten ligger vaaven.
Vi ful’es a’, naar Is og Sne
og Himlens klare Stjærner tin’red.
Det tænker je’ nu paa med Vé . . .
men je’ vil sønje, je’ vil le,
som om je’ i’en Tinj erin’red.
Je’ stoled jo paa Jens saa fast
som paa, der vaa’ e’ Gud i Himlen.
Men læg mig aller det te’ Last.
O, a’ mit Hjarte ette brast
a’ Glæ’e midt i Blomstervrimlen!
Om Stjærnerne paa Himlens B!aa
og Moni’ havde Ord og Øjne,
saa vi’ de alle svær’e paa,
a’ Jens han gik og lod mig staa.
Og mine Dave blev saa søjne.