Nu lyder Fabrikernes Fløjter derude
fra Staden, der ligger i Morgenens Skær;
jeg hører dem skingre og hyle og tude,
det runger saa dybt gennem Stilheden her,
hvor duggede Marker de tindre
i Sol og hvor flittige Spind’re
har spundet utallige Hjulvæv i Nat
paa Marker og Enge, i Haver og Krat.
Det runger saa dybt og saa vidt ud i Rummet,
og alle de Fløjter er stemte i Dur,
men hver har sin Tone, naar én er forstummet,
saa fløjter en anden; den stille Natur:
det er, som den skælver i Lyden.
Jeg hører herude fra Gyden
paa Stadens almægtige Arbejdsmusik
og tænker paa Folkene i en Fabrik.
Der staar de og bekser i Støv og i Tummel
fra Morgen til Aften og aner vel knap,
om Dagen derude er lys eller skummel.
Og Aftenen kommer, og Sjælen er slap,
og Legemet trænger til Hvile.
Jeg ser dem ad Stræderne ile;
de føler ej Friskhedens Sødme saa stærk
som den, der i Friluft har udført sit Værk.