Hvert Straa paa de gulsvedne Agre,
det beder til Himlen om Regn,
og Jorden slaar Revner. Det gløder.
Men nu er der Tordenvejrs-Tegn.
Og Skyerne svulmer og sortner,
det stænker og dundrer saa smaat.
Den Hyrdedreng ude paa Marken
tyr ængstelig ind i sit Slot.
Der sidder han ene med Hunden
og stirrer og lytter forskræmt:
Han føler, det Skind, han har syndet
saa tit og forfærdelig slemt.
Og Angsten med Uvejret vokser,
han søger forgæves lidt Trøst;
hvert Lyn er ham Glimt fra Guds Øjne
hvert Bulder en Dommedags-Røst.
De Smaafugle sidder og skælver
hos Ungerne. Dødsrædde Dyr
gaar Rundgang i Tøjret og bræger
og brøler, selv Vædder og Tyr.
Og Bonden han spænder fra Ploven
og svinger sig op paa sit Hors
og rider af Marken saa sindig;
han sukker, han beder, slaar Kors.
Og Lynene smutter i Zigzag,
hist kløves et kongeligt Træ,
og her staar en Høstak i Luer,
en Hest og en Mand slaas i Knæ.
Det knalder, det dundrer og drøner,
og Regnskyen slipper sit Læs
ned over de tørstige Agre,
det risler i Korn og i Græs.
Og Ruderne klirrer i Huset,
og Stuen er mørk som ved Nat.
De mindre af Børnene græder,
det sitrer i Hund og i Kat.