Karlen:
Aa Ane, hvo’ du dov æ’ fin!
Du æ’ som én a’ Postelin,
en ustaferet Daakke! —
saa nyssele’,
saa kyssele’.
Men pas nu paa,
det ett’ ska’ gaa
dig som Sofi’, der blev en ussel Jaakke.
Du ken’er ette Verden nær
saa godt som je’ aa véd hva’ dér
en Pi’e som dig ká’ møje.
Den Fest, det Sjov . . .
Aa, Ane dov,
slaa den Tanj u’! . . .
Aa gør’et, du!
Mi’ go’e Gaard . . . du æ’ val te’ aa nøje
Pigen:
Du æ’ e’ Klud aa i’en Ká’l!
Du ka’ jo gaa med mig te’ Bal,
vil Du saa gæ’ne ha’ mig.
Du med di’ Gaard . . .
Dit Tossefaar!
Næ, vis mig fø’st,
om du hár Løst
aa kappes med di án’re om aa ta’e mig!