Vi ska’ jo væ’ her, gammel, syg og arm,
vi ska’ jo gaa paa Jor’en,
om aa hun somtid æ’ vos nov’ for varm;
vi æ’ hend’ Bø’n, aa holder Bø’n a’ Mo’ren,
saa taal’ di møj, saa ska’ det klemme hordt,
før di der’ Liv forkort’.
Det nytter ett’, vi knurrer aa gø’ Spræl,
det gør’et bare værre.
Æ’ Skylden án’res, eller hár vi sæl’
forvoldt ’et — la’ vos hold’ vos te’ Vorherre.
Kaa han ett’ hjælp’, som æ’ saa stor e’ Maanj,
saa æ’ dæ i’n dæ kaanj.