Mi’ Stei blev smal, mi Vej blev tranj,
mit Hjarte ømt a’ Sukke.
Naar án’re Pi’er le’ aa sanj,
aa Fiolin-Musiken klanj,
je’ Stákel maatte lukke
mig in’e paa mit Kammers. Naar
je’ hørte Gøi kukke,
da ku’ je’ somtid ett’ la’ vær aa græ’e.
For Lavs — han vaa mig ette tro,
endda han højt aa helle’
tov Himlens Gud te’ Vidne po,
mig vi’ han aller svi’e — o!
han svei kun alt for ville’,
saasnart han bare saa et Skørt.
Hans Sinj vaa’ saa forskelli’.
Je’ staar saa ene — ene her i Verden.
Di døje frá mig, Fa’r aa Mo’r,
aa Syskend hár je’ i’en;
saa sku’ da Bent, mi’ en’ste Bro’r,
væ’ levje, hvad je’ ette tror,
for det æ’ syv Aar si’en
je’ hørte frá ham, da vaa’ han
i Mejico, i Kri’en.
Aa dæfor staar je’ ene her i Verden.