De gaar og ser paa Kornet,
Kirstine og Jens Jør’n,
et sindigt, solbrændt Ægtepar
med fire raske Børn.
De vader gennem Byggen,
saa slaar de et Sving,
et lille, gennem Havren;
de gaar længe omkring.
Den svære Byg og Havre
er Ægteparrets Lyst.
En tryghedssvanger Glæde
svulmer i deres Bryst.
Der rinder skjulte Strømme
imellem disse to;
fra begge til Naturen
bygger Sanserne Bro.
De sætter ikke Glæden
ved Grubleri paa Spil:
Lad løse Livets Gaader,
hvo som blev skabt dertil!
Lad de højlærde strides,
lad Sekterne slaas,
lad Teatrene spille . . .
det angaar ikke os!
Til Jorden, som de dyrker,
den lille Plet Land,
er begge lønligt bundne
som Folk af deres Stand.
Heller end altid leve
paa Indiens største Ø,
fyrsteligt, vil de fattigt
leve her, til de dø . . .
skønt de har spart og spinket
haardt nok til hver en Tid,
— det slog ej over Kroge,
trods stadig Myreflid —,
og om end Ærens Straaler
fra oven ikke faldt
saa stærkt paa dem og deres,
de jo dem let fik talt.
Men brister først de Rødder,
som de og tusend fler
i egen Jord har fæstet,
da brister nok lidt mer.
Naar Haven først har mistet
sit Hegn, sin stærke Vagt,
kan snart de vilde Vinde
splitte dens Fred og Pragt.