Nu kalder Instrumenter
saa stærkt, saa blødt,
saa vildt, saa sødt
bag Eng, bag Bæk og Stenter.
Til Pinsebal
i Skovens Sal
det unge Blod de henter.
Paa blanke Sko forsvinder
saa frankt, saa frit
med snare Skridt
de unge Mænd og Kvinder
i Bøgens Bol,
mens Aftnens Sol
sit Guldslæb til sig vinder.
I Dug og dunkel Blaanen,
med Taager spændt
fra Skrænt til Skrænt,
lyst venligt ind af Maanen,
med Grødeluft
og Løvspringsduft
er Natten én Hendaanen.
I Nattens Stilhed springer
en Kilde højt
med Kluk og Fløjt,
en Jubel frisk og klinger,
et Tryllebrus
til bløde Sus
af Elskovs Gudevinger.
Det fjærne Dansens Bulder,
den Nattergal,
den Frø-Koral,
som dybt og dæmpet ruller,
det Spil i Skov,
et fjærnt Vov-vov
os ind i Drømme luller.
Aa, disse Bønderpiger
med Brystet bredt
og Blodet hedt
af Friskhed, Fryd og Smiger,
snart staar de fæst’
af Sognets Præst
til Mænd, med Lovens Spiger.
Saa er det, om de vinder
den Livets Skat,
den Lykkestat,
de nu i Drømme finder.
De Dryp af Tid
med Stræb og Strid
kan ælde unge Kinder.
Ja, maaske en og anden,
nu elleskudt,
staar hjærtebrudt,
naar Dunsten er af Panden.
Fra Lyst og Fryd
til Skam og Sky
gaar Sti langs Afgrundsranden.