Vel gennem Tiderne jeg tav.
Men Slidets jævne Tungemaal,
der sagte stiller sine Krav,
fra Gry til Kvæld jeg Mæle gav;
det talte jeg med Træ og Staal.
Det Sprog nok ej enhver forstod;
dog voksede mit Haab, mit Mod.
Mit Øksehug i Skoven klang,
naar den stod svøbt i Sneens Lin.
Mod Kornet jeg min Plejel svang,
saa det i Loens Lergulv sang.
Jeg stundom grov ved Maaneskin.
Til tyve Fold min Jord jeg drev.
Det er mit Værk, mit Adelsbrev.
Jeg prænter det, saa dybt jeg kan;
den Skrift ej let udslettes skal,
forsvinde under Tidens Tand —
jeg prænted den i Klittens Sand,
jeg hugged den i Hedens Al,
i Eng og Mose, Mark og Hegn.
Den staar med klare, stærke Tegn.
Jeg tav — paa vanlig Bondevis.
Nu taler jeg i Ting og Raad,
men glemmer ej for Hæder, Pris,
mit Hus, min Jord, min Ko, min Gris —
den jævne, vante Arbejdsdaad.
Nu kan jeg sés fra Borg og By.
Min Tid er kommen — Majdags-Gry!