Det var en Aften ind i Høst.
Fuldmaanens dunkelhvide Straaler
ud over Mark og Skov blev øst,
Dug fyldte alle Blomsterskaaler.
Og Draabe tæt ved Draabe stod
trindt om paa svedne Straa og Grene;
i Maanens hvide Straaleflod
de glimtede som Ædelstene.
Og Vejret var saa lindt, saa blidt.
I Damp sig Eng og Mose gemte.
En Hundebjæffen hørtes vidt.
Naturen mig til Længsler stemte.
Ind over Markerne jeg strøg,
snart mellem Kornets gule Kærver,
snart gennem Mosens hvide Røg,
og snart paa Vejens muldne Skærver.
I Vest laa store mørke Sky’r
med Solrødt paa de nordre Kanter,
én lig et vældigt Fabeldyr,
én som et Skib med brudte Spanter.
Som Mulm at se var Hegn og Krat
og Haverne ved Markens Huse.
Jeg hørte i den stille Nat
det mørke Løvværk sagte suse.
Jeg mødte ingen, før jeg om
ad Gyden ved en Landsby drejed:
dér hun, jeg søgte, mod mig kom:
Mit Bryst den fulde Lykke ejed.
Vi mærked ej, at Tiden gik;
det var, som om vi skulde skimte
den Lod, Lyksaligheden fik:
kun lidt i Ny og Næ at glimte.
Dybt Maanen stod paa Himlen, da
jeg hjemad over Marken vandred;
den smilte ikke nær saa glad
som før, og alt var som forandret.
Hen over Egnen Skyer drev,
sin Varme Luften havde mistet;
i Løvet Vinden hyppig rev,
og Natten blev af Regn fortristet.
Mit Sind dog straaled lige klart,
af Mødets friske Sødme styrket.
— Fra Mindet om hin Natvalfart
det lyser klart i Vintermørket.