Paa Herremandens Marker staar
en Række Huse, ældre, lave,
hvert med et lille Stykke Have.
Dér fik i mine Barneaar,
blandt Børn af Folk i knebne Kaar,
jeg daglig Hjærtet fuldt af Glæde.
Vi tumled Kæphest, Bold og Slæde.
Vort Venskab stærke Rodskud skød
i Muld saa frisk og dyb, saa kraftig;
den Frugt, det gav, var sund og saftig.
Vi hærded det med Rusk og Stød;
naar Graadens salte Kilder flød
i Tørnens Hede, det blev dykket,
mens vi med Buler Panden smykked’.
Dér blev min første Elskov vakt:
den lyse, muntre Serafine
fik i sin Uskyld mig i sine
blaa, klare, milde Øjnes Magi,
dog mindre ved sin Legemspragt
end ved sit Væsens Ild og Ynde.
Vil nogen kalde det at synde?
Vel var hun ældst, men størst var jeg;
dog, gjaldt det i en Legescene
om hurtigst til et Maal at bene,
da var det hende, ikke mig,
der først kom ind, mens paa sin Vej
hun tit fik Luften til at spille
af Haarets Brus og Barmens Trille.
Hun syntes med sit Sommersind,
sit kække Mod, sit Smil, hvis Skatte
en Glorie om hende satte,
sin Kraft, sin Rejsning, viet ind
til Lykke solfyldt, frodig, trind. —
Fjærnt i en Gaard paa Jyllands Hede
fik hun som Brud sig snart en Rede.
Til Tider og mit Hjærte slog
for Anna med de dybe Øjne
og brune Krøller. Blandt forfløjne
hun aldrig Del i Vildskab tog.
Ved blysom Ynde hun mig drog.
— Om Hanne, Karen og om Sine
jeg ikke mindre skønt kan vidne.
Vi trodsed alle hvert et Væ’r,
om Fødderne var nok saa vaade.
Fra Bryggerset vi hented Baade
til Vippefart paa Dam og Kær.
Hver Knægt mod Himlen steg i Træ’r,
vi svømmed over Aa og Grave,
somme paa Ryg, andre paa Mave.
O Barndomsfest, før vi blev spredt,
hver til sin Del af Livets Byrder,
i Verden, Drengene som Hyrder, —
laa tit dit Minde oversnét,
det er dog nok saa ofte sket,
at det har blomstret og mig kvæget,
mens Hjærtet sitred, sødt bevæget.