In dem Lande, wo man nur die Treue
Und den Frieden, ihren Bruder kennt,
Weiß man nicht, was dieser Erdball Reue
Oder Thränen nennt.
Lied. zw. Lieb.
I Kamp med mørke, kummerfulde Tanker
Og keed af Livets glædetomme Leeg,
Min trætte Aand de sidste Kræfter sanker,
Og dvæler ved en Drøm, som troløs sveeg.
O! Blendværk, du mit Maal for Haabets Glæder,
Mit første Foraars svundne Salighed,
Hvi bryder jeg, i det jeg dig begræder,
Den mørke Rolighed, jeg trøstes ved? —
Dog nei, den brydes ei! selv mine Drømme
Dit Minde jo, Elina, offred’ er’,
Og hine Længsler, som min Kraft udtømme,
Dit Billede i Søvne mig frembær.
Da seer jeg dig, naar efter Dagens Møie
Et venlige Blund til Hvile kalder mig,
Dit Hoved kierlig ned til mig at bøie
Og sagte hviske: ”Lina elsker dig!”
Da vaagner jeg, min Haand jeg glad udstrækker,
O, men Elina og min Fryd forsvandt!
Og Smertens bittre Graad det Leie dækker,
Hvor nys i Drømme Glædens Taarer randt.
Snart føres jeg paa Phantasiens Vinger
Med dig til Armods lave Hytte hen,
Men Held, som ingen jordisk Rigdom bringer,
Hiin Hytte skienker, thi du deler den.
Snart hæves jeg paa Kongers stolte Throne,
Og seer dig trøstesløs ved Thronens Fod,
Da deler jeg med dig mit Riges Krone,
Og Suk og Graad for evig dig forlod. —
O! skiønne Tryllerier, snart I svinde,
Og jeg er ene og forladt igien;
Svag er den Lindring, Smertens Søn kan finde;
Han skimter Glæden for at savne den!
Men da, naar hine blide Syner vige
Mig skrække rædselfulde Billeder,
Da seer jeg dig med bitter Haanen svige
Et Hierte, som dig evig trofast er;
Da seer jeg dig med kierlig Ømhed hvile
Ved en Medbeilers lykkelige Barm,
Jeg seer dig troløs ad hans Kiertegn smile,
Og under Løften glemme al min Harm.
Da iler jeg fra det frydløse Leie
Og Smerte Kaains liig, forfølger mig,
Da gav jeg Alt, hvad Jorden har i Eie
For evig, evig at forglemme dig!
Indtil omsider Morgenen frembryder,
Der kalder mig til Livets Dagsværk hen,
Da ned ad Kinden mat en Taare flyder
Og Østens Straale speiler sig i den.
Da bærer jeg de tunge Dages Møie,
Mig lindrer ingen venlig, hielpsom Haand,
Da smægter jeg, men intet kierligt Øie
Udgyder Trøst i den nedslagne Aand! —
Men selv i disse Smertens Øieblikke
Mit knuste Hierte vil undskylde dig:
”Svag er hun kun, men troløs er hun ikke,
”Maaskee hun ogsaa er ulykkelig!
”Maaskee et lønligt Nag den Lina saarer,
”Hvis Aasyn før var Glædens Billede,
”Maaskee har alt den bittre Angers Taarer
”Forsonet hende med den Evige!”
Saa drømmer jeg, da ynker dig mit Hierte,
Det glemmer alle sine Lidelser,
O, tit jeg da af Livets Gud begiærte:
”Giv mig den Kummer, min Elina bær!” — —
Og dette Hierte kunde du foragte!
Hvo har som jeg, Elina, elsket dig?
O! den, dig alle Jordens Skatte bragte,
Han gav dig Intet, Intet imod mig;
Thi Rigdom, Høihed, Magt for Døden vige,
Et Pust af Tiden kan fortære dem:
Urokkelig staaer Kierlighedens Rige,
Og Evigheden er dens lyse Hiem,
En Evighed! — O hæv dig fra din Kummer,
Min Siel, o, thi en Evighed der er!
Er Sorg, som efter Øieblik forstummer,
Er Livets Bestand vel en Klage værd?
O nei, til Livets sidste Glimt skal svinde,
Til Døden sletter al min Trængsel ud,
Taalmodig vil jeg haabe, stride, vinde,
Og lønnes hisset af en naadig Gud.
O Tanke, du, som udgiør al min Glæde,
Forlad mig ei, du er min sidste Trøst,
Du lyser paa den Vei, jeg skal betræde,
Og trøster mig med Haabets blide Lyst! —
Og da, naar Støv ei mere mig skal binde,
Naar Døden kalder mig til Herlighed,
Maaskee, Elina, offrer du mit Minde
En Taare, angrende den brudte Eed;
Da skal jeg kierlig svæve om dit Leie,
Naar dine hede Taarer væde det,
Nedsende Fred paa alle dine Veie,
Og giøre Livets tunge Bane let,
Indtil naar hiin den store Time kommer,
Da du, min Elskte, ikke lider meer,
Naar hist i Evighedens skiønne Sommer
Din Aand med Glæde salig Vished seer,
Da er du min! igiennem Evigheder
Skal Intet, Intet bryde vores Fred,
Forklarede skal vi prise ham, som leder
Ad mørke Veie til sin Salighed!
Men naar du læser dette, naar dit Hierte
Bebreider sig, jeg er ulykkelig,
O da, da lindre trøstende din Smerte
Den Tanke: Vilhelm har tilgivet dig.
Den Fred, som engang ender al min Møie
Har renset mig for Bitterhed og Had,
Did stirrede mit taareblændte Øie,
Naar om Taalmodighed og Kraft jeg bad. —
Sorg ei, Elina, snart skal Graven dække
Mit Støv i Dødens fredelige Land,
Hvor ingen rædselfulde Drømme vække
Mig af mit søde lykkelige Blund.
Da glemmes dine byrdefulde Dage,
Som Bølgen svinder deres Minde hen,
Da tier dette Suk og denne Klage,
Som tit maaskee fortørner Himmelen. —
Men selv, naar Døden dette Øie lukker,
For hist i Herlighed at oplade sig,
Min Aand for dig til Livets Herre sukker,
Til Liv og Lidelser forlade mig.
H. W. Lundbye.