En Piges Sang om Nattenda hendes Elsker var i Krig. Her sidder jeg forladt, og græder,Adskilt fra den, som jeg har kier;Her savner jeg de blide Glæder,Som ikkun lee, hvor Anton er.Rundt om mig Alting er et Stille,Som nærer min Tungsindighed:O Nat! du føder mangen Grille,Som skrækkeligt mig trykker ned. Dog, selv i bange Grublerier,Saa glad iblandt jeg Anton seer,Og Hiertets matte Klynken tier,Mig synes, hele Kloden leer.Thi glad jeg drømmer, at jeg favnerMin Elskte, mit Alt, min Ven,Ham, jeg saa længe, længe savner,Men seierrig da seer igien. Da længselsfulde, kiælne ArmeJeg rask mod Helten strækker ud,Og nævner Antons Navn med Varme,Og vækkes af min Drøm — o Gud!Da snart igien jeg Stakkel vanker,Tungsindig, knust af Skiebnens Stød,Og seer i græsselige TankerHans Saar, hans Blod, hans Fald, — hans Død! Jeg skielver, vrider kolde Hænder,Og skielver, vrider dem igien;Mit Suk jeg op til Himlen sender:”Red Anton, Fader, red min Ven!”Men vil du, han som Helt skal falde,”Og for sit Land opofre sig,”Algodhed og Sophie kalde”Til ham, og evig Roe, og dig!” Dog, vil du høie Guddoms ØreTil Pigens veemodsfulde Bøn:Lad Krigens grumme Vold ophøre,Og skienk mig snart min Troskabs Løn!O! da jeg ved min Antons SideEr evig, evig lykkelig:Hvor sødt skal da mit Liv henglide,Hvor heedt min Vandel takke dig!Louise****.