Der raser en Storm i mit Indre,
der bruser et Hav i mit Bryst. —
Højt over mig Stjernerne tindre,
og Natten er ganske tyst.
Højt over mig Stjernerne glider
i Æterens evige Hav.
Langt ude — til alle Sider
lyser det himmelske Rav.
Stjerner er lagt i Kabaler,
blandt Stjerner i Ensomhed,
og Stjerner, der tier og taler,
blandt Stjerner, der intet véd.
I Morgen vil Stjernerne briste,
saa falder mit gyldne Flag.
— Aa, kunde som Stjernen jeg liste
mig bort fra den lange Dag!
Forsvinde i Morgenens Blæsen,
i Dæmringens vaade Slud. —
Der raser en Storm i mit Væsen,
som aldrig faar raset ud!