Nu er den kommen, den mørke Nat.
Se, Sommeren — ak, hvor forandret!
Jeg er forbavset: at den kom saa brat.
Det er jo ikke længe siden at
jeg nød den lyse Nat. — Ak, hvor forandret!
Jeg hilser paa dig, mit tunge Sind.
Du staar i Døren, saa uforandret.
Du følger med mig i Stuen ind.
Og selv om ogsaa jeg agerer blind,
kan jeg dog føle dig, saa uforandret.
Det er besynderligt, at alting gaar,
som i en Cirkel, saa uforandret.
At Sommer, Vinter og Høst og Vaar
kan ridse Sindet med saa dybe Saar.
Jeg synes næsten, at det var i Gaar,
mit Sind var lyst. Nu — ak, hvor forandret!