Jeg frygtede intet, da jeg var Barn:
Dyret kom og aad af min Haand.
Det skænkede mig ikke sin Fortrolighed;
thi Dyret er tavs om de evige Ting,
som Gud har betroet Skabningen:
Dyret er Guds Tjener.
Jeg spejlede mig i dets fromme Øjne,
og plukkede Blomster paa Marken
ved min Faders Hus,
og vendte mig tillidsfuldt mod Solen.
Og den store Ildmoder aandede paa mig.
Jeg lo, og kastede Blomsterne
i Straalerne fra hendes Smil,
og løb, med Dyret efter mig.
Vi legede den lange Dag —
til Skumringen steg,
og min Moder kaldte mig ind.
Jeg kastede mig i hendes Arme,
og begravede mit Haar ved hendes Bryst.
Og Dyret sad ved vore Fødder og logrede.
Og igennem Ruden saa vi Gudsmoder
gaa til Hvile.
De røde Skyer laa som et Lintæppe
over hendes Fødder.
Og Stjernerne kom frem
og legede paa Himlen.
Og min Moder sang —
og vuggede ogsaa mig til Hvile.
Dyret sov allerede trygt ved vore Fødder:
Dets Ører lyttede spejdende ud i Rummet.
Da sov ogsaa jeg.
Jeg saa ikke den dunkle Halvmaane
stige af Havet.
Jeg saa ikke Træet i Haven
løfte sine Grene mod Himlen,
beruset af Lykke.
Jeg fornam det kun i Søvne —
som Drømmebilleder,
der strejfede min Pande.
Der var tyst i min Faders Hus,
da jeg som Barn drømte ved min Moders Bryst:
Kun Menneskemoderen vaagede.