Der falder Maanelys ved Vintertide.
Se, Sneen ligger, som et stille Lagen,
og dækker det, der levede i Dagen.
Selv mine Tanker bliver sælsomt hvide.
Der falder Maanelys mod dybe Grætter.
Se, Sneen tynger ned de tynde Birke.
Den hvide Nat er stille, som en Kirke.
Nu er det Evighedens dømte Nætter.
Der falder Maanelys mod tyste Pile,
og store Stjerner skælver bort i Rummet.
Den hvide Nat er som et Lig forstummet.
Ak, alle Vegne ser jeg Døden smile.
Der falder Maanelys i Midnatstimen.
Jeg spejder længe i det store Øde,
men møder intet — kun de Haab, der døde
og hører Hjertets ængstelige Kimen.