I det Rum, som Livet kalder Verden,
saa for første Gang jeg Stjernen funkle,
brænde som en hellig Ild der oppe,
hvor min Tanke higer efter Hvile.
Tidligt lærte jeg mig selv, at søge
Rummets Stjerne, og at tro paa Lyset.
Men det skete, Natten, som en Helgen,
kom imod mig, svøbt i Mulmets Kappe.
Og med hvide Stjerner om sin Pande,
men med Skygger gemt i sine Hænder.
Kasted’ Skyggerne imod mit Hjerte,
hvisked’ mildt: — I Skyggen skal du leve! —